Modul 5

Modul 5 starter med tre uger, hvor vi som sygeplejerskestuderende arbejder tværprofessionelt sammen med UCN's andre faggrupper, nemlig lærere og pædagoger. I disse grupper skulle vi samarbejde om en case med et udsat barn. Her havde vi forskellige oplæg om tværprofessionalitet, børn og unge og udsatte børn, samt mange forskellige oplæg om teorier, der kunne bruges i vores tværprofessionelle element. 

Efter de tre første uger er vi tilbage til det monofaglige nemlig sygeplejefaget. Her har vi alle det tværprofessionelle samarbejde på hjernen. De sidste 7 uger af modul 5 består selvfølgelig af undervisning, men også omkring gruppearbejde, samarbejde, og oprettelse af en blog, ud fra en case, vi har fået tildelt fra vores lærer. 

Vi har lært meget af innovativ tankegang, hvor processen er vigtigere end det endelige produkt. Vi har gennem bloggen arbejdet med en form for logbog, som kun fremgår i bloggen. De andre faner foroven er mere en form for guide til andre indlæg, der omhandler det præcise emne. 

     Med strukturen på bloggen har vi prøvet at holde det overskueligt for enhver læser, så det er nemt at finde rundt og følge den røde tråd gennem både processen såvel som teorierne. Vi har desuden prøvet at tænke os frem til innovative løsningsforslag, og valgt at sætte en google-translate knap ude i højre side af bloggen, så patienter eller pårørende, der eventuelt skulle tale et andet sprog kunne læse og forstå hele bloggen. Ydermere har vi valgt en baggrund med blå himmel og grønt græs på bloggen, ikke fordi det på nogen måde har noget med frakturer at gøre, men simpelthen på grund af det idylliske billede, som i sig selv skaber en form for ro, når man kigger på det.

     Grunden til de mange forskellige teorier, og meget forskelligt litteratur er også, at vi skal have belæg for det vi siger. Derfor har vi valgt at have en del ekstra teori med, fordi det giver et større overblik over selve casen, og har givet os mulighed for at belyse den fra flere forskellige sider.

Nu er vi her, hvor vi snart er færdige med vores blog, og det har været en meget lærerig oplevelse for os alle sammen. Vi har især lært meget fra den fastlagte studieaktivitet, som vi har valgt at gøre til en del af bloggen, nemlig kommunikationsøvelsen. Vi har gennem hele bloggen taget udgangspunkt i læringsudbyttet, og vi mente selv, at vi ville passe på med at have for meget teori med fra tidligere moduler, da det i princippet er modul 5, vi er på. Det kunne da kun være passende at bruge teori, som vi har haft på modul 5. 

Vi føler ydermere at vi har taget brug af sygeplejerskens virksomhedsområde, om udførende, formidlende, ledende og udviklende sygepleje på den måde, at vi ved hjælp af innovationsteori har kunne udvikle en prototype til en applikation, samtidig med at vi har taget ved lære af selve processen, hvor vi har interviewet forskellige personer og brugt humanistisk, forskings- og praksisbaseret viden til analyse af interviewene, samtidig med at vi har brugt en del andet teori. Hele vores proces og løsningsforslag er til dels baseret på den udførende sygepleje, som består af opgaver til sundhedsfremmende, forebyggende, behandlende og rehabiliterende sygepleje.
     Ved at tænke i disse baner, har vi selvfølgelig også haft dokumentation af sygepleje i tankerne, da dokumentation er vigtigt i forhold til rigtig og korrekt pleje af patienten. På den måde vil  kvalitetssikringen kunne forbedres i sundhedsvæsenet.

Vi har som det allerførste haft patienten i fokus, og ubevidst tænkt patientologi, som betyder læren om patienten. Vi mener at patienten er vigtigst i forhold til behandling og patientforløb.

Modul 5 handler om tværprofessionalitet, og gennem bloggen har vi prøvet at vise det ved at tale om samarbejdet som ergoterapeuter og sygeplejersker, læger, patienter og fysioterapeuter har. Med den case vi har, har vi jo så indsnævret det til ergoterapeuter, sygeplejersker og patienter, hvor pointen er at samarbejde tværprofessionelt mod en fælles løsning.

Konceptudvikling

Ud fra de forkellige løsningsforslag har vi fundet frem til en, som vi synes har det hele, og ville være en god ting at kunne fremvise til patienter mellem 20-50 år - nemlig en applikation. Vi har med vores viden om de forskellige teorier, gjort brug af dem gennem vores analyser og interviews, hvor vi har brugt forskellige metoder til at belyse problemstillingen om, Hvordan vi kan sikre os, at patienterne på sammedagsafsnit har forstået den givne information ved udskrivelsen.

Vores teori, analyse og metode har ført os frem til et løsningsforslag, nemlig en applikation til smartphones. På denne måde har vi samlet de forskellige centrale mønstre vi kunne se igennem bloggen, samt gennem vores arbejdsproces og analyse og fundet frem til, at der kan være travlt på afdelinger, og at patienterne kan mærke hvis der er travlt. Desuden er det ikke sikkert at patienterne har forstået informationen, hvilket jo kan ske, men for at sikre at patienterne har forstået den givne information, kan man vise dem applikationen. 

I applikationen har vi samlet alle trådene fra de forskellige interviews og analyser, og set på hvad der kunne være gode idéer, og fundet frem til vores egne idéer, udfra den problemstilling, der er belyst gennem hele bloggen. 

     Selvom det ikke virker til at være et stort problem, at informationen ikke nødvendigvis er sikret, så kan det jo være et problem. Her kommer applikationen ind i billedet. Man kan vælge hvilket som helst sprog og hvilken som helst fraktur, og der udfra se hyppigt stillede spørgsmål, og skrive ind med eventuelle spørgsmål, hvor man ville få svar fra en fagperson. 
     Der er i applikationen videoer om genoptræning, såvel som videoer med tegnesprog til dem, der er døve, og lydfiler til dem der er blinde. Der vil være en side til pårørende, samt en tjekliste til patienten, så de ved hvad de skal huske inden de udskrives, samtidig med, at de på denne måde kan huske hvad de skal derhjemme. På den måde vil applikationen fungere som en form for socialt medie for folk med frakturer, hvor man ville have mulighed for at få be- og afkræftet sine bekymringer.

Applikationen bør ydermere være let at bruge, samt med let læselig skrifttype, hvor den samtidig vil være meget visuel, med mange billeder, så den vil komme til at virke overskuelig og ligetil. 
     På denne måde ville indholdet i denne blog og indholdet i applikationen kulminere, således at alle vejene, trods en lang og innovativ proces, vil føre til det samme resultat i sidste ende. 

På dette mindmap, kan man se hvad vi har tænkt, at applikationen skal indeholde. Dette er dog kun første udkast, af en eventuel prototype, og på ingen måde et færdigt produkt, blot en skitse af en idé, en konceptudvikling.

Her nedenunder, kan man så se vores andet udkast af en eventuel prototype, med et bud på hvordan den kunne se ud, og selvfølgelig med plads til ændringer. Her går det blå tema igen, samtidig med at den er enkelt stillet op, og man er klar over hvad man vælger, når man trykker på OK, da farven på teksten således vil være mørkere, understreget, kursiv og med fed skrift. 

 

Dette er selvfølgelig kun en prototype, og det ville kræve både penge og tid som vi ikke har, at udvikle denne applikation. Dermed ikke sagt, at dette ikke er en god idé til fremtidig brug hos sygehuse Danmark rundt, da der fortsat vil være nedskæringer, og at man tit ser travlhed på afdelingerne.

     

Gennem processen har vi haft en del tidspres, og det har derfor for os ikke været muligt med den helt optimale undersøgelse, nemlig interviews med mere end én sygeplejerske, patient og ergoterapeut.

     Flere interviews og mere empiri på den led ville have givet os en større helhedsvurdering af travlheden og informationsgivningen på afdelingen, hvor vi også på den måde kunne være kommet mere rundt på for eksempel hele sygehuset, for at sætte hele casen i et større samfundsperspektiv.

     Desuden ville flere interviews også have givet os et bedre billede af det tværprofessionelle samarbejde på afdelingen i vores case, og det ville give os muligheden for at have større og bedre belæg for de påstande vi kommer med i vores analyse på bloggen. 

Det har været en innovativ proces, med fokus på processen fremfor det færdige produkt, og vi har samtidig lært meget omkring kommunikation.  (26, 27, 28, 29)

Snart ved vejs ende.

I dag har vi næsten fået færdiggjort det sidste på bloggen. Vi har i gruppen aftalt, at bloggen skal være færdig senest i morgen, så den kan blive afleveret. Vi har startet op med at lave vores power point show til fremlæggelsen, og vi så småt begyndt at finde ud af hvem, der skal sige hvad til eksamen.

Vi har haft vores sidste vejledning med Marion idag, hvor vi aftalte at tage navneskilte med, og blev enige om hvad der står i vores samarbejdsaftale, nemlig at række hånden op til eksamen, så vi alle får lige meget taletid. Vi har talt om, hvordan eksamen kommer til at foregå, og vi ved nu at vores blog opfylder de kriterier der er, for at kunne deltage til eksamen. 

     Vi talte om, at vores proces er meget kvalitativ, og hvordan vores blog kunne være blevet meget anderledes, hvis vi havde forholdt os kvantitativt til casen. 

Vi har aftalt med Marion, at når vi skal have karakter til eksamen, vil vi gerne have hver for sig, da det er rarest, således at man ikke skal sidde og vente på sin karakter. 

Vi kan så småt begynde på vores fremlæggelse i morgen, da det kun er det sidste vi mangler, såsom at referencerne er på plads, og at de sidste småting er i orden, samtidig med nogle små rettelser. Vi er snart klar til at aflevere bloggen.

Innovationsproces

Nu har vi bevæget os fra fase tre, hvor vi kategoriserede vores nyindskaffede data og har nu analyseret det, og kommet til fase 4, hvor vi er kommet nærmere en idé af, hvad det er, der kunne være eventuelle løsningsforslag til at optimere kommunikationen på afdelingen. Desuden har vi fundet frem til et løsningsforslag som patienter kan benytte, hvis de føler, de mangler  yderligere information, eller fragmenter fra den givne information.

Vi befinder os altså i fase 4-5 med konceptudvikling og design, samt test og prototyping. Her har vi taget patientens behov til diskussion, og fundet på forskellige ting der kunne være godt, i forhold til at sikre os, at patienten har forstået den givne information ved udskrivelse. (30)

Vi har haft forskellige løsningsforslag i spil, og det de alle har til fælles er forbedret kommunikation, samt et mere konkret forløb på afdelingen med de sundhedsfaglige, der omgiver dem. 

     Vi tænkte for eksempel på et tillægskursus til sygeplejersker, med forbedret kommunikation som hovedfokus. Desuden har vi valgt at fokusere på aldersgruppen, der hedder 20-50 årige, og med den aldersgruppe, har vi åbnet op for muligheden for at oprette en applikation, og bruge det til løsningsforslag der henvender sig til patienter fra dagkirurgisk afsnit, som vil indeholde skriftlig information, samt video-optagelser med øvelser og guides så man kan få svar på sit spørgsmål.  

Analyse af interview med patient

Da vi var oppe på sygehuset for at interviewe sygeplejersken og ergoterapeuten havde vi håbet på, at få tildelt en patient med en Colles fraktur, men der var desværre ikke nogen indlagt den dag. Derfor måtte vi selv finde en patient til interviewet, hvilket var lidt af en udfordring, men vi fandt heldigvis en person med en Colles fraktur, som for nylig var blevet opereret på sygehuset. (36, 37, 38)

Under interviewet kunne man tydeligt mærke, at hun var frustreret over forløbet, og gav stærkt udtryk for utilfredshed over manglende information. Selve sygeplejen havde været i orden, og operationen var gået fint, men hendes følelse af at være på afdelingen var, at der var for travlt og hun følte at forløbet havde været hektisk og kaotisk. 

     Det var specielt forløbet inden operationen og forløbet under indlæggelsen, som hun synes havde været mangelfuld i forhold til information. Hun gav ydermere udtryk for, at forløbet efter udskrivelse havde været udmærket. Den første gang hvor hun skulle mødes med ergoterapeuten, havde hun dog været tilbageholdende mente hun selv, og nærmest taget en maske på inden hun var gået derind, for hun følte sig utilpas efter den oplevelse hun havde haft på sygehuset. 

     Her kan man drage en parallel til Goffmann's dramaturgi, som blandt andet går ud på, at vi igennem vores liv har mange forskellige roller og masker som vi iklæder os, afhængig af hvor vi befinder os, og hvem vi er sammen med. Når man bliver indlagt på et sygehus afklæder man sig sin privat-identitet og sætter sig i rollen som patient, hvor man overlader sit helbred til det sundhedsfaglige personale, og dermed forventer at de tager sig godt af en. (19)

     Patienten valgte at dele sin oplevelse med ergoterapeuten, og fortalte hvorfor hun var lidt irriteret og frustreret. Ergoterapeuten beklagede meget forløbet, og kunne godt forstå hvorfor hun var frustreret. Hun var enig i, at det virkede uprofessionelt, og kunne ikke forstå hvordan det kunne lade sig gøre, at der var så mange ting, som ikke var gået som det plejer. Men hun forklarede også, at de jo blot er mennesker. Hun var meget fænomenologisk i sin tilgang, og mødte patienten der hvor hun var. (2)

Det virker til på patienten, at hun ikke blev ordentligt inddraget i plejen og manglede information, som kunne have gavnet hende. Ifølge begrebet empowerment skal man inddrage patienterne i forløbet, og de skal ”undervises” i deres skade, så patienten kan træffe de rigtige beslutninger, og få livskvalitet i hverdagen trods skaden. For at empowerment lykkes kræver det, at både sundhedspersonalet og patient er engageret i at samarbejde.
     Initiativet kan komme fra begge parter, men der er først tale om vellykket empowerment, når patienten opnår øget autonomi, hvilket desværre ikke skete i dette tilfælde, ifølge patienten. Patienten ønskede selv at blive inddraget mere i beslutningerne og blive informeret om, hvad hun havde af valg og muligheder. Hun havde en følelse af at være et objekt, som skulle igennem et system. Dette kan eventuelt ske, hvis en sygeplejerske har en mekanisk tilgang til sygepleje, eller ikke har tid til at være fænomenologisk, så man bliver nødt til at prioritere andre ting end patienten, og det var den opfattelse, patienten havde, samtidig med at hun følte, at der var travlt på afdelingen. (2) Hun havde altså ikke en oplevelse af sammenhæng, og uden oplevelse af sammenhæng (14) kan det være svært at inkorporere informationen og nye indtryk ind i sit hverdagsliv. (13)
     Personalet var venligt og ville uden tvivl hende det bedste, men hun synes, at der havde været for travlt den dag, og hun mente at det gik ud over informationen til hende, hvilket beklageligvis gjorde at hun fik en uheldig oplevelse. Hun følte ikke at sygeplejerskerne havde tid til at snakke med hende.

Vores løsningsforslag synes hun var en rigtig god ide, og ville meget gerne have haft, at de allerede eksisterede, da hun mente at det kunne have hjulpet hende. Desuden foreslog hun selv en tjekliste over ting, som man skal opfylde før man bliver udskrevet, sådan så man havde en tidshorisont, specielt også fordi hun ikke var informeret om, hvornår man cirka kunne forvente at blive udskrevet.

Interview med patient

For at få et bedre indblik i analysen, har vi valgt at lægge patientens forklaring af forløbet på afdelingen ud, uden transkribering, men kort om, hvordan patientforløbet var, for hende vi interviewede.

Hun havde fået et epileptisk anfald og havde været til scanning, som viste at hun havde en fraktur. Man vurderede på daværende tidspunkt, at hun bare skulle have gips på, og derefter kunne tage hjem. En uges tid senere lå der et brev i postkassen om, at hun skulle opereres om et døgn. Patienten informerer om, at der i indkaldelsen ikke stod noget om, hvor hun skulle opereres, hvilket gjorde hende usikker samt utilpas, for hun havde ikke været til en samtale eller fået anden information om dette. 

I interviewet gav hun udtryk for, at hun var utryg ved situationen, også fordi der blot var et døgn til, og at det var noget hun havde behov for at sætte sig op til, for det var en stor ting for hende, at skulle igennem en operation. Derudover vidste hun ikke, om det var et stort eller lille indgreb. Hun fortalte at hun gerne ville have haft en med, men det var for sent at spørge en på det tidspunkt, for folk skulle tage fri fra arbejde med meget kort varsel. Da hun kom ud på sygehuset, blev hun informeret om operationen, og den gik helt efter planen, hvilket gjorde hende mere afslappet. Forløbet indtil omkring udskrivelsen var hun meget tilfreds med.

Hun smilede og fortalte at plejen havde været god nok og sygeplejerskerne havde været venlige, men hun havde manglet noget information eksempelvis, at man gerne skal rykke i klokkesnoren, hvis man skal op og gå efter, at man har været i narkose. Hun forklarede selv lidt grinende til mig, at hun havde sagt til sygeplejersken, at det var hendes arm, at hun var opereret i, så hun kunne godt bruge benene.

     Hun mente at det var personalets ansvar, at informere om dette, for hvor skulle hun vide det fra? 

Der blev beklageligvis ikke spurgt til transporten hjem, og om der var nogen hjemme ved hende. Hun gav selv udtryk for, at hun mente, at hun blev udskrevet for tidligt for hun frøs, var træt, havde ikke tisset, og følte sig meget dvask og lettere omtåget. Hun blev informeret om, at hun skulle kontakte sygehuset, hvis der skete noget. På daværende tidspunkt var hun ikke blevet sat ind i medicin, symptomer mv. så hun vidste ikke, hvad hun skulle reagere på. Hun forstod det som, at hun skulle ringe, hvis der var noget som føltes forkert, eller hvis der skete noget med gipsen. Patienten blev udskrevet og kom både med bus og tog hjem. 

Refleksion ved interview med patient

Inden interviewet havde vi gjort os nogle overvejelser om, hvor mange der skulle deltage i interviewet og hvem. Desuden har vi allerede i starten af arbejdsprocessen lavet spørgsmål til patienten, og dem fik vi brugt ved interviewet. 

     Det blev Camilla der skulle interviewe, eftersom det var en fra hendes familie, og det foregik i kvindens hjem. Interviewet var semistruktureret hvilket fungerede rigtigt godt, da der nogle gange var behov for at stille ekstra uddybende spørgsmål. Samtidig var det godt med lidt struktur, så man vidste hvor man ville hen, og så der ikke kom for mange sidespring. 

Interviewet forløb som forventet, og hun var god til at svare fyldestgørende på spørgsmålene, så der er masser af materiale at vælge imellem til analysen. Det kunne både være en fordel og en ulempe at være i familie med patienten. Det var en fordel fordi patienten var tryg, og turde fortælle om hendes oplevelse af forløbet. Det kunne dog også være en ulempe, da det kunne gå hen at blive for personligt, men det var ikke det indtryk der var. 

     Patienten var informeret om, at hun til enhver tid kunne sige fra, eller vælge ikke at svare på nogle bestemte spørgsmål. Under interviewet blev der taget nogle få notater på en blok, hvilket fungerede fint i det her tilfælde. 
     Vi fik et indblik i hvordan patientens forløb var gået på afdelingen og hvordan hun havde det, med forløbet. Desuden kom hun med en god idé til videreudvikling af vores løsningsforslag. 

Hvis Patienten ikke var en vi kendte, ville vi have tænkt rigtig meget over, hvordan man sidder når man interviewer, altså foran patienten og uden at være for mange til interviewet, og sørge for at patienten føler sig tryg, med aktiv lytning og passende kropssprog.

Efter interviewet sagde patienten, at vi var velkomne til at ringe, hvis vi havde flere spørgsmål, eller ikke havde fået det hele med. Vi reflekterede over, at hele interviewet var gået fint, og efter planen, hvor de afvigelser der var, var relevante i forhold til vores problemstilling. Desuden er det godt, at der kun var én til at interviewe, da det er bedst og mest trygt for patienten.

Eide og Eide's kommunikationsteori og Calgary Cambridge Modellen

Til kommunikationsøvelsen har vi gjort brug af Eide og Eide's kommunikationsteori omkring aktiv lytning, men også Calgary-Cambridge modellen da den går i dybden med, hvordan man holder en samtale og viser et klart billede af, hvordan man skal indlede, udføre og afslutte kommunikation.

Calgary-Cambridge guiden er lavet ud fra en oversættelse af Skills for Communicating with Patients af Jonathan Silverman, Suzanne Kurtz og Juliet Draper. Guiden er et undervisningsmateriale, som har til formål at udvikle kommunikationsfærdigheder i sundhedssektoren, hvor Calgary-Cambridge modellen er forbilledet. Den danske guide, den som vi har fulgt, er udarbejdet af Annegrethe Nielsen, Videncenter for Kommunikation og Læring i Sundhedssektoren på UCN, Danmark.

Modellen er en struktureret, punktopstillet guide til, hvordan man indleder en samtale, for eksempel at man skal præsentere sig selv hilse på patienten etc. Den går ind og kommer med forslag til, hvordan man kan komme ind på livet af patienten ved at tale om følelser og udforske kropssprog, skabe struktur og udvikle forholdet til patienten samtidig med, at man involverer patienten. 

     På denne måde kan man informere, rådgive og planlægge sammen med patienten, hvor det er vigtigt med gentagelser. Modellen giver forslag til hvordan en god kommunikation skal være, og viser endda også hvordan man skal afslutte samtalen.  

Vi brugte modellen i vores kommunikationsøvelse, da den består af retningslinjer for en god kommunikation og viser vigtigheden af en god struktur for at finde frem til den information, man har brug for. (35)

Eide og Eide mener, at kommunikation er essentielt i sygepleje, så man kan forstå sin patient og se helheden i patientforløbet, så man som sygeplejerske kan skabe en god kontakt og udføre korrekt pleje til sin patient. Kommunikation skaber kvalitetssikring. 

     Patienten skal føle sig set og hørt, og det var vigtigt for os, at man kunne se det i kommunikationsøvelsen. Ifølge Eide og Eide kan man som kommunikationsredskab bruge aktiv lytning, hvor man både verbalt og non-verbalt kommunikerer og skaber en god kontakt til patienten.
     Verbalt skal man som sygeplejerske vise interesse for patienten, stille åbne spørgsmål med plads til lidt afvigelse fra strukturen,  så man kan komme ind på livet af patienten. Man kan ifølge Eide og Eide også parafrasere for så viser man også, at man har lyttet til patienten og vil patienten det bedste, ved at formulere noget information anderledes og bedre for eksempel uden fagsprog. Ved at parafrasere kan man også sikre, at patienten har forstået informationen ordentligt. 

Eide og Eide mener også at den non-verbale kommunikation er essentiel. Det består for eksempel af øjenkontakt, ansigtsudtryk, berøring, kropssprog og det at vise at man kan lytte, og være stille når der er brug for det. Ved brug af det non-verbale kan man gøre sit verbale sprog mere troværdigt.

     Eide og Eide's teori omkring det, at man kan skabe ro og overblik gennem kommunikationen er interessant i forhold til vores kommunikationsøvelse, og derfor valgte vi også at fokusere på Eide og Eide, fordi roen og overblikket, sammen med Calgary-Cambridge modellen, kan øge patientens følelse af tryghed, og følelsen af at være godt informeret. (8, p. 17-102, 137-260)

Logbog

I dag har vi været ved, at færdiggøre de sidste hængepartier på bloggen. Vi har blandt andet fået lagt billeder ind på vores indlæg, da vi endelig kunne få adgang til colourbox.

Vores interview med patienten er i hus, og vi regner med at færdiggøre vores blog i morgen, så den er klar til at blive afleveret torsdag.

Colles fraktur og statistik

Vi har valgt at fokusere på Colles frakturer, eftersom det er et af de hyppigste brud, man ser på dagkirurgisk afsnit, men også fordi at den patient vi har interviewet, var indlagt med en Colles fraktur på dagkirurgisk. 

     Ved en Colles fraktur er knoglen forskudt i retning af håndryggen, og der er som regel et lille stykke knogle, som er sprunget fra ved spidsen af albuebenet. Bruddet opstår oftest efter et fald og ses særligt hyppigt hos børn og ældre. Det ses meget hyppigt om vinteren, hvor der er glat føre. 

     En del brud kan klares med gips-bandage i 4-6 uger. Hvis bruddet skal sættes på plads, kan det langt de fleste gange lade sig gøre med lokalbedøvelse. I nogle situationer må Colles frakturen fæstnes med metaltråde, skruer og evt. en metalskinne. De fleste Colles frakturer heler op, så funktionen bliver god igen efter nogle få måneder.

• Årligt er der ca. 15.000 tilfælde i Danmark.
• I aldersgruppen 0-25 ses bruddet hyppigst hos drenge/mænd, mens kvinder dominerer statistikken efter 65-års alderen.
• Brudtypen udgør en tredjedel af alle brud hos ældre.
• Sport og trafikulykker er meget hyppige årsager i den yngre aldersgruppe. Hos ældre ses bruddet oftest efter et fald. (18, 36, 37, 38)