Stigmatisering i sundhedsvæsenet

Samfundet adskiller per automatik det sunde fra det syge, samt det, der afviger fra det normale.

     Formålet er at sikre at ’normalsamfundet’ ikke bliver krænket eller ændret af det afvigende, at vi konservativt bibeholder det gode og ordentlige.

     Samfundet deler således også, ifølge Goffmann, dets beboere op i to, de økonomisk velstillede og dets modsætning. Ud fra Goffmann's stigmatisering lever de økonomisk velstillede sundere, og derved benytter de også sundhedsvæsnet i mindre grad end de ikke så velstillede i samfundet – og når de møder sundhedsvæsnet er det med forunderlighed og begejstring, fordi de ser det samfund, vi alle bidrager til, blomstre.
     Modsat mener Goffmann, at de dårligere stillede vil benytte sundhedsvæsnet i højere grad, men samtidig også have vanskeligheder med at begå sig i samfundet. Når en samfundsborger bliver syg, vil han efter denne tese agere anderledes, efter hvordan han er stillet i samfundet.

Normalt er dette ikke et fænomen man typisk sætter i sammenhæng med sundhedsvæsenet, men når det blev indført som et institutionelt redskab, der skulle bruges for at skelne de somatisk syge fra de med psykisk syge, eksplicit at skelne overklassen fra underklassen samt danskere fra ikke- eller nydanskere, bliver det et meget brugt værktøj i hverdagen. Naturligt vil dette også foregå på et hospital, hvor opfattelsen af hvem, der er ’den gode’ og ’den lette’ patient også i teorien vil stigmatiseres til patienten fra overklassen.

Stigmatisering bruges i denne sammenhæng til stereotypificering – en adskillelse af de to samfundsgrupper i al sin ekstreme yderlighed, selvfølgelig.

     Det benyttes som et kognitivt redskab til at sortere mennesker og adskille dem og ’mærke’ dem fra hinanden. Her er Erving Goffmann, samt hans forsøg på at udvikle en decideret teori omkring stigmatisering i hans bog ’Stigma’ værd at nævne. Netop fordi, at når stigmatisering har fundet sted, slutter stemplingen ikke der, men herefter opstår forskelsbehandlingen samt opfattelsen af, hvordan  der ubevidst bliver talt til mennesker på. Og når først stemplingen eller labelingen har fundet sted, så vil den person aldrig komme helt ud af den kategori efterfølgende. 

Man vil altså nemt kunne komme til at stigmatisere en patient, fordi man måske på et eller andet punkt samfundsmæssigt, har en generel opfattelse af den klasse patienten tilhører. Vi har valgt at tage dette med, fordi man som sygeplejerske godt kan komme til  at stigmatisere patienter, og på den måde ikke give dem den bedst mulige information på baggrund af stigmatiseringen. 
     Vi mener at det er vigtigt at kunne danne sit eget billede af patienten, fremfor at stigmatisere patienter i forhold til hvor og hvad de kommer fra i samfundet. (12, p. 211-31)