Tværprofessionelt samarbejde

Monofagligt samarbejde:

Her samarbejder man med én faggruppe, som har et specifikt speciale, som eksempelvis et team af dansklærere.

Flerfagligt samarbejde:

Her foregår der samarbejde indenfor én faggruppe, som eksempelvis lærer med forskellige fag,  eller pædagoger, sygeplejersker eller læger der arbejder med det samme problem, men i hver deres faggruppe.

Tværfagligt samarbejde:

Her foregår samarbejdet mellem forskellige faggrupper, der arbejder indenfor deres eget felt, men sammen med andre faggrupper, som også agere indenfor deres eget område med hver enkel faggruppes værktøj og metoder benyttes. 

 

'

Tværprofessionelt samarbejde:
Her arbejder man i høj grad på tværs af professionerne, men benytter også en del af hinandens kompetencer for på den måde sikrest og på bedste måde at nå det fælles mål.

Hvordan arbejder vi på sygehuset?

På sygehuset arbejder vi uundgåeligt tværprofessionelt, grundet at institutionen indeholder mange forskellige faggrupper, der overlapper, overtager og færdiggører patientforløbet for at sikre den bedst mulige pleje. På en afdeling vil man typisk møde både læger, sygeplejersker, ergo/fysioterapeut samt talepædagoger, der faggrupperne imellem skal spille sammen om at opnå fælles mål. 

Hvad er tværprofessionelt samarbejde?

Det benyttes som en metode til at sikre at indsatsen i samfundet bliver bedre for den enkelte borger, når denne person er i kontakt med det offentlige system.

     At man fra forskellige faggrupper går sammen og samarbejder i fællesskab mod et fælles mål med hver faggruppes speciale.

For at finde ud af, hvad der skal til for at opnå samarbejdet i tværfaglig sammenhæng, opstiller Højholdt tre problemstillinger:

• "Hvordan får vi samarbejdet mellem professioner til at virke?"
• "Hvilke barriere kan der være for at få samarbejdet mellem professioner til at lykkes?"
• "Hvordan kan vi medvirke til at overskride disse barriere?" (16, p. 13)

For at løse disse problemstillinger siger han ydermere, at tværprofessionelt arbejde skal være et mål i sig selv, og at vi orienterer os i fællesskab omkring løsningsredskaberne for dette problem. At det at flere forskellige faggrupper går sammen og gerne vil arbejde sammen kan være opskriften på det perfekte samarbejde, og måske nøglen til at løse et givent problem.

     Han mener at nøglen til at finde en løsning ofte ligger i samspillet og samarbejdet med andre mennesker, samt ’at virke’ sammen med andre.

Andy Højholdt giver et billede af, at samarbejde er opstået på trods af, at mange mennesker foretrækker at arbejde og være alene, men når der så forekommer en knude i problemløsningen, er vi nødsaget til at søge andre muligheder, og de muligheder finder vi hos vores medmennesker.

     Når vi så er problemløsere på arbejde, er vi ofte nødsaget til at arbejde tværprofessionelt, fordi vi på vores arbejdsplads har forskellige arbejdskompetencer og områder, der er vores at agere indenfor. Vi gør vores del, og så kommer der en anden og tager over. 

Hvorfor arbejde tværprofessionelt?

Tværprofessionelt samarbejde er utrolig vigtigt, når man står over for en problemstilling som man har erkendt, man ikke kan løse med de redskaber, der følger med den ene faggruppe, men at man erkender, at man ved at arbejde tværprofessionelt kan låne redskaber fra hinanden og på den måde ’shoppe’ sig frem til den ideele værktøjskasse til løsningen af problemstillingen.

Hvad kan dette gøre i forhold til helhedsbehandlingen af patienter?

Hvis man i modsætning til at arbejde tværprofessionelt arbejder mono, fler- eller tværfagligt, vil man fortsætte indenfor sine egne kompetencer – jeg gør mit, mens du gør dit. Det kan også fungere i andre sammenhænge, men på en institution som et sygehus, er man nødsaget til at se udenfor sine egne kompetencer og udenfor, at jeg overlader det blot til en anden faggruppe.
     Man er nød til at gå ind og sige, at vi på tværs af faggrupperne har et problem, der skal løses, og jeg må som repræsentant for min faggruppe arbejde mig ud af mit område og hjælpe til, og bidrage med det jeg kan, om det så er med redskaber og kunnen uden for mit normale kompetenceområde. Gør man det, så arbejder man mere flydende og som ingredienser i samme skål, der skal udgøre en fælles masse, der til slut skal blive til løsningen af et fælles mål, for det er jo, det vi er interesserede i. (16)

Den danske velfærdsmodel

Der findes forskellige velfærdsmodeller, hvor man skelner mellem:

  - Den Liberale Velfærdsmodel, hvor staten ikke sikrer velfærdsydelser. Markedskræfterne styrer velfærden, hvor den enkelte borger selv må sørge for at have en personlig indkomst og private forsikringer.

- Den Kontinentale Velfærdsmodel, hvor sociale ydelser og sociale ordninger knytter sig til forsikringsordninger gennem borgernes arbejde.
- Den Universelle eller Skandinaviske Velfærdsmodel, hvor staten sørger for at stille ensartede ydelser og social sikkerhed til alle borgere. Alle borgere har ret til ens ydelser, som finansierers over skatten.

Den universelle velfærdsmodel, er den model Danmark primært ligger under. En af de store ting, som kendetegner den universelle velfærdsmodel er lighed. Ligheden i Danmark kan ses på den måde, at der er ens velfærdsgoder til alle.

     Der er gratis skolegang, gratis behandling, gratis lægehjælp etc. Der er også ret til ældrepleje, handicappleje osv. Der er store offentlige tilskud til mange sociale ydelser som børnepasning, medicin, boligtilskud, m.m.

     Desuden er der et højt socialt sikkerhedsnet, for eksempel børnepenge, SU, dagpenge, bistandshjælp, pension, osv.

De mange velfærdsgoder finansieres gennem et højt skatteniveau og afgifter.

Det er meget dyrt for staten at benytte sig af den universelle velfærdsmodel. Blandt andet er der store omkostninger forbundet med sundhedsvæsenet, som i 0'erne har været stigende:

Offentligt forbrug af sundhed, pct. af BNP, 1990-2008

Staten har derfor op gennem 0'erne set sig nødsaget til at øge produktiviteten i sundhedsvæsenet. Ønsket om øget produktivitet forstærkes af udsigterne om, at en stadig stigende andel af befolkningen er ældre mennesker, som vil have brug for behandling og pleje. (33)

  

Dette ses på sygehusene på den måde at der er skåret ned i personalet, som kan medføre travlhed.

Ifølge ”Danske Regioner” er det opgjort, at produktiviteten i sundhedsvæsenet fra 2006 - 2012 er steget med 15,3%. (34)

Problemstilingen i casen er, hvordan vi kan sikre os, at patienterne på dagsafsnittet har forstået den givne information ved udskrivelsen. Det er rigtigt, at det er et problem, hvis patienten ikke har forstået den givne information ved udskrivelse, og hvis ikke de forstår den givne information, kan det eventuelt være et problem, på grund af den danske velfærdsmodel, da den øgede produktivitet kan medfører travlhed. 
     I vores interview af fagpersonerne sagde de, at grunden til, at patienterne nogen gange glemte alt den information de fik, nok kunne skyldes, at patienterne fik alt for meget informationen på én gang. Her fortalte de os, at grunden til, at patienterne fik alt for meget informationen på én gang kunne være på grund af travlhed og mangel på personale. (15)

Problembaseret læring

Problembaseret læring er en grundlæggende pædagogisk idé, som er en måde at forstå læring på. Det er en metode der er pædagogisk, og en måde hvorpå læreprocesser forløber.

Problembaseret lærings kendetegn, er de tre punkter:

- Problemorientering

- Problemer er udgangspunkt for læring - problemet først.

          Præsentation af et problem, identifikation af læringsbehov med henblik på
         forståelse og løsning af problemet, hvorpå en ny kundskab anvendes på
         problemsituationen

- Praksisnære og praksisrelaterede opgaver, som henter tema og indhold fra konkrete praksissituationer

- Modsætning til traditionel formidlingsmodel, hvor formidling af viden og kundskab er udgangspunktet med henblik på at formidlet viden efterfølgende anvendes til at løse forekommende problemer.

- Studentercentrering

- De studerende varetager selvstændigt løsningen af problemer, de tilegner sig aktivt information og kundskaber – med vejledning, og de anvender de kundskaber og erfaringer de studerende i forvejen besidder.

- Gruppebasering

- Læring foregår i mindre grupper

- Udvikling af kundskaber, færdigheder og holdninger foregår bedst i grupper

- Problemsituationer i rigtig verden-praksis løses i en social sammenhæng

Formålet med problembaseret læring er at man kan samarbejde omkring at udvikle færdigheder og have evnen til at analysere, finde en problemløsning og reflektere i forhold til specifikke fagområder, fagkundskaber og begreber.

     Formålet er også at få handlekompetence, så man kan begrunde problemet. For at have kompetencen til at handle, skal man have disse fire komponenter:

- Faglig kompetence

- Social kompetence

- Læringskompetence

- Metodekompetence

Dette er relevant i forhold til vores arbejdsproces, og metodemæssigt har vi også brugt de 7 trin indenfor problembaseret læring. For ved problembaseret læring har man ikke en løsning fra starten af, og på den måde er det innovativt, og passer derfor godt som metode i vores blog. 

Begrebet problem, forstås ofte negativt. Et problem forbinder vi tit med noget, som skal løses. Et problem er altså ofte ikke noget vi ønsker at have. Men i denne situation er et problem mere det at forstå, når man ser på problemstillinger. 

     Problemet skal undre en og danne udgangspunkt for det, der har brug for en nærmere forståelse og belysning. Det er ligeså vigtigt at arbejde med at afgrænse, analysere, forklare, bearbejde og forstå problemet, som det er at finde løsninger på problemet. 

Ikke alle problemer kan løses, og i problembaseret læring, er et problem en mulighed for at lære og mestre noget nyt. (10)

Empowerment

Empowerment er både en proces der fører til handling og et produkt som en handling kan give. Ordet empower betyder noget i retning at 'at give magt til' eller 'bemyndigelse til'. Patient empowerment begrebet defineres og bruges forskelligt, men forbindes altid med, at patienter tager en aktiv rolle i egen behandling. 
     Typisk fokuseres der på deltagelse gennem læring om egen sygdom og behandlingsmuligheder samt mestring af egen tilstand. Sundhedsprofessionelle skal både kunne balancere mellem strukturerede forløbsprogrammer og lave individuelt tilpasset patientforløb.

Empowerment opstår i en gensidig udveksling mellem patienter/pårørende og personalet. Initiativet kan komme fra begge sider, men der er først tale om vellykket empowerment, når patienten opnår øget autonomi og indflydelse. Forholdet udvikler sig ideelt set til et 'partnerskab' hvis patienter og professionelle accepterer hinandens perspektiv og indgår i et samarbejde hen imod et fælles mål for behandlingen.

Med empowerment øges værdien af brugerens viden, idet den betragtes som et afgørende udgangspunkt for vellykket behandling. Brugerens viden omhandler symptomer, egne livsværdier og præferencer, og i varierende grad også sundhedsfaglig viden. Målet er at styrke deres handlemuligheder med hensyn til at indgå i dialog, tage beslutninger, udøve egenomsorg eller følge en plan.

Empowerment indebærer et opgør med en bestående magtrelation, hvor den ene part har autoritet og sanktionsmuligheder overfor den anden. Der er fokus på patientens tilstand og engagement på den ene side og en samarbejdskultur som skaber ligeværdighed i sundhedsvæsenet på den anden.

Patienten skal have adgang til helbredsrelevant viden og støtte til beslutninger, og behandlingsprocesser skal bygge på en grundig forståelse af patienternes individuelle behov og forløb skal tilrettelægges ud fra disse.

Det sundhedsøkonomiske ræsonnement er, at jo mere borgerne passer på sig selv, og jo mere af plejen de selv kan stå for i deres behandlingsforløb, jo mindre koster det for kommuner og regioner. Det sundhedsfaglige argument er højere livskvalitet for patienterne og at patienterne bliver mere engageret i at deltage aktivt i deres sygdomsforløb. Der er særligt fokus på patient empowerment for at understøtte patientens egne ressourcer og muligheder for at føle sig i kontrol over eget liv. Sundhedspersonalet skal hjælpe med at styrke patienternes rolle i deres eget behandlingsforløb. 

I forhold til patienter med frakturer vil empowerment eksempelvis kunne ses i forbindelse  med genoptræningen, for hvis patienten er engageret i genoptræningen, og kan være med til at sætte mål som betyder noget for dem, kan det blive en mere meningsfuld træning. 
     Udviklingen i vores samfund har ført til, at flere patienter kender til forskellige behandlingsformer, og dermed kommer mere informeret og velvidende på sygehuset, hvilket stiller større krav til os som sundhedspersonale om at inddrage patienten. Patienterne har også krav på at blive informeret om forskellige behandlingsformer og patientforløb, så de selv kan vælge efter, hvad der passer bedst til dem. 

     Målet er, at patienterne opnår øget autonomi og bliver medinddraget i de forskellige beslutninger, som skal træffes før, under og efter indlæggelsen, sådan at forløbet bliver tilpasset den enkelte person, da alle patienterne er unikke og har forskellige ønsker og behov, som der skal forsøges at tages hensyn til. 

Som sygeplejersker skal vi støtte patienten i beslutningerne og gennem behandlingsprocessen, men for at dette bliver vellykket skal patienterne have viden om deres sygdom eller skade. Som en del af empowerment skal vi altså som sygeplejersker undervise patienterne, så vi øger deres viden, eksempelvis i forhold til symptomer, komplikationer og anden sundhedsfaglig viden, så de kan deltage aktivt i deres egen behandling. Det stiller krav til at vi samarbejder med patienten, og lærer dem at kende så vi arbejder hen mod et fælles mål og ikke hvert sit mål. 

På et dagkirurgisk afsnit kan det blive problematisk at nå at få dannet en relation til patienten eftersom forløbet er forholdsvist kort, men ved genoptræningen hos ergoterapeuten, er der mulighed for at få dannet en relation til patienten, og derved få lavet et individuelt tilpasset forløb. Vi skal kunne balancere mellem strukturerede og individuelle forløb alt efter hvad patienten ønsker og magter i den givne situation. Det er gennem hele forløbet vigtigt at bruge patientens egne ressourcer og inddrage dem i plejen, da det er patienten selv, som skal lære at mestre sin sygdom eller skade i kortere eller længere tid.  (21, 22, 23, 24, 25)