Den danske velfærdsmodel

Der findes forskellige velfærdsmodeller, hvor man skelner mellem:

  - Den Liberale Velfærdsmodel, hvor staten ikke sikrer velfærdsydelser. Markedskræfterne styrer velfærden, hvor den enkelte borger selv må sørge for at have en personlig indkomst og private forsikringer.

- Den Kontinentale Velfærdsmodel, hvor sociale ydelser og sociale ordninger knytter sig til forsikringsordninger gennem borgernes arbejde.
- Den Universelle eller Skandinaviske Velfærdsmodel, hvor staten sørger for at stille ensartede ydelser og social sikkerhed til alle borgere. Alle borgere har ret til ens ydelser, som finansierers over skatten.

Den universelle velfærdsmodel, er den model Danmark primært ligger under. En af de store ting, som kendetegner den universelle velfærdsmodel er lighed. Ligheden i Danmark kan ses på den måde, at der er ens velfærdsgoder til alle.

     Der er gratis skolegang, gratis behandling, gratis lægehjælp etc. Der er også ret til ældrepleje, handicappleje osv. Der er store offentlige tilskud til mange sociale ydelser som børnepasning, medicin, boligtilskud, m.m.

     Desuden er der et højt socialt sikkerhedsnet, for eksempel børnepenge, SU, dagpenge, bistandshjælp, pension, osv.

De mange velfærdsgoder finansieres gennem et højt skatteniveau og afgifter.

Det er meget dyrt for staten at benytte sig af den universelle velfærdsmodel. Blandt andet er der store omkostninger forbundet med sundhedsvæsenet, som i 0'erne har været stigende:

Offentligt forbrug af sundhed, pct. af BNP, 1990-2008

Staten har derfor op gennem 0'erne set sig nødsaget til at øge produktiviteten i sundhedsvæsenet. Ønsket om øget produktivitet forstærkes af udsigterne om, at en stadig stigende andel af befolkningen er ældre mennesker, som vil have brug for behandling og pleje. (33)

  

Dette ses på sygehusene på den måde at der er skåret ned i personalet, som kan medføre travlhed.

Ifølge ”Danske Regioner” er det opgjort, at produktiviteten i sundhedsvæsenet fra 2006 - 2012 er steget med 15,3%. (34)

Problemstilingen i casen er, hvordan vi kan sikre os, at patienterne på dagsafsnittet har forstået den givne information ved udskrivelsen. Det er rigtigt, at det er et problem, hvis patienten ikke har forstået den givne information ved udskrivelse, og hvis ikke de forstår den givne information, kan det eventuelt være et problem, på grund af den danske velfærdsmodel, da den øgede produktivitet kan medfører travlhed. 
     I vores interview af fagpersonerne sagde de, at grunden til, at patienterne nogen gange glemte alt den information de fik, nok kunne skyldes, at patienterne fik alt for meget informationen på én gang. Her fortalte de os, at grunden til, at patienterne fik alt for meget informationen på én gang kunne være på grund af travlhed og mangel på personale. (15)