Inden interviewene reflekterede vi over, hvilke spørgsmål der kunne have relevans i forhold til sygeplejersken og ergoterapeuten. Vi fandt i samarbejde frem til, hvilke spørgsmål der ville gavne vores viden og læring på området.
Vi diskuterede hvilken fremgangsmåde, der ville fungere bedst, samt blev enige om at afprøve to metoder, en på sygeplejersken og en på ergoterapeuten.
Den vi brugte på ergoterapeuten, fungerede på den måde, at en person interviewede hende, imens en anden skrev svarene ned til spørgsmålene. Den metode vi brugte på sygeplejersken, fungerede på den måde, at en person interviewede hende, imens dette blev optaget på en lydfil. Denne er dog destrueret efter transkriberingen.
Under begge interviewene reflekterede vi over, om kommunikationen blev professionelt udført. Desuden reflekterede vi meget over, da vi kom, om de nu havde tid til os, da vi fik at vide, at ergoterapeuterne måske ikke havde tid til et interview, men det havde de heldigvis.
Vi troede at vores problemstilling var et stort problem, hvilket det ikke virkede til på personalet, og det var jo kun godt nok, men det slog os lidt ud af kurs i begge interviewene, da der var nogle spørgsmål vi havde forberedt, som vi ikke kunne stille, da de egentlig ikke var relevante for personalet, når problemstillingen ikke var et særlig stort problem.
Når det er sagt, har vi også kun interviewet en enkelt ergoterapeut og en enkelt sygeplejerske. For en helhedsvurdering ville det have været godt med mange flere fagpersoner involveret, samt mere tid til selve opgaven.
Efter interviewene reflekterede vi yderligere over, om det hele var forløbet som planlagt, og vi diskuterede, hvilken metode der fungerede bedst for os. Her blev vi enige om, at metoden som vi brugte på ergoterapeuten var bedst, da det tog meget lang til at transkribere lydfilen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar