Analyse af interview med patient

Da vi var oppe på sygehuset for at interviewe sygeplejersken og ergoterapeuten havde vi håbet på, at få tildelt en patient med en Colles fraktur, men der var desværre ikke nogen indlagt den dag. Derfor måtte vi selv finde en patient til interviewet, hvilket var lidt af en udfordring, men vi fandt heldigvis en person med en Colles fraktur, som for nylig var blevet opereret på sygehuset. (36, 37, 38)

Under interviewet kunne man tydeligt mærke, at hun var frustreret over forløbet, og gav stærkt udtryk for utilfredshed over manglende information. Selve sygeplejen havde været i orden, og operationen var gået fint, men hendes følelse af at være på afdelingen var, at der var for travlt og hun følte at forløbet havde været hektisk og kaotisk. 

     Det var specielt forløbet inden operationen og forløbet under indlæggelsen, som hun synes havde været mangelfuld i forhold til information. Hun gav ydermere udtryk for, at forløbet efter udskrivelse havde været udmærket. Den første gang hvor hun skulle mødes med ergoterapeuten, havde hun dog været tilbageholdende mente hun selv, og nærmest taget en maske på inden hun var gået derind, for hun følte sig utilpas efter den oplevelse hun havde haft på sygehuset. 

     Her kan man drage en parallel til Goffmann's dramaturgi, som blandt andet går ud på, at vi igennem vores liv har mange forskellige roller og masker som vi iklæder os, afhængig af hvor vi befinder os, og hvem vi er sammen med. Når man bliver indlagt på et sygehus afklæder man sig sin privat-identitet og sætter sig i rollen som patient, hvor man overlader sit helbred til det sundhedsfaglige personale, og dermed forventer at de tager sig godt af en. (19)

     Patienten valgte at dele sin oplevelse med ergoterapeuten, og fortalte hvorfor hun var lidt irriteret og frustreret. Ergoterapeuten beklagede meget forløbet, og kunne godt forstå hvorfor hun var frustreret. Hun var enig i, at det virkede uprofessionelt, og kunne ikke forstå hvordan det kunne lade sig gøre, at der var så mange ting, som ikke var gået som det plejer. Men hun forklarede også, at de jo blot er mennesker. Hun var meget fænomenologisk i sin tilgang, og mødte patienten der hvor hun var. (2)

Det virker til på patienten, at hun ikke blev ordentligt inddraget i plejen og manglede information, som kunne have gavnet hende. Ifølge begrebet empowerment skal man inddrage patienterne i forløbet, og de skal ”undervises” i deres skade, så patienten kan træffe de rigtige beslutninger, og få livskvalitet i hverdagen trods skaden. For at empowerment lykkes kræver det, at både sundhedspersonalet og patient er engageret i at samarbejde.
     Initiativet kan komme fra begge parter, men der er først tale om vellykket empowerment, når patienten opnår øget autonomi, hvilket desværre ikke skete i dette tilfælde, ifølge patienten. Patienten ønskede selv at blive inddraget mere i beslutningerne og blive informeret om, hvad hun havde af valg og muligheder. Hun havde en følelse af at være et objekt, som skulle igennem et system. Dette kan eventuelt ske, hvis en sygeplejerske har en mekanisk tilgang til sygepleje, eller ikke har tid til at være fænomenologisk, så man bliver nødt til at prioritere andre ting end patienten, og det var den opfattelse, patienten havde, samtidig med at hun følte, at der var travlt på afdelingen. (2) Hun havde altså ikke en oplevelse af sammenhæng, og uden oplevelse af sammenhæng (14) kan det være svært at inkorporere informationen og nye indtryk ind i sit hverdagsliv. (13)
     Personalet var venligt og ville uden tvivl hende det bedste, men hun synes, at der havde været for travlt den dag, og hun mente at det gik ud over informationen til hende, hvilket beklageligvis gjorde at hun fik en uheldig oplevelse. Hun følte ikke at sygeplejerskerne havde tid til at snakke med hende.

Vores løsningsforslag synes hun var en rigtig god ide, og ville meget gerne have haft, at de allerede eksisterede, da hun mente at det kunne have hjulpet hende. Desuden foreslog hun selv en tjekliste over ting, som man skal opfylde før man bliver udskrevet, sådan så man havde en tidshorisont, specielt også fordi hun ikke var informeret om, hvornår man cirka kunne forvente at blive udskrevet.

Analyse af interview med sygeplejerske

Vi tog hele gruppen op på afdelingen med en forestilling om, at vi kunne få besvaret vores problemformulering, samt at den formodning vi havde haft om udfaldet ville holde stik, men som det typisk er i den virkelige verden, gjorde den ikke helt det. Det gav os stof til eftertanke, og stof til refleksion.

Igennem vores interview med en sygeplejerske viste det sig, at det var mere undtagelsen end reglen, at dagkirurgiske patienter efterfølgende ringede ind med spørgsmål vedrørende deres indgreb.

Ydermere var sygeplejerskens opfattelse, at den information som bliver fremlagt for patienterne er dækkende, dog med forbeholdet, at disse patienter uanset socialklasse, vil være influeret af nervøsitet, og dette kan derfor påvirke opfattelsen af alle informationer, som bliver givet på dagen til indlæggelsessamtalen, samt efter operationen med eftervirkningerne af narkose. Sygeplejersken fortalte også, at travle arbejdsdage kan forekomme, og informationen, på grund af travlhed, nogle gange ikke er helt tilstrækkelig, men hun mente ikke at dette skete særlig tit.
     Sygeplejersken at ansvaret ligger hos patienten og pårørende, og ikke ved den sundhedsfaglige formidler, i forhold til at forstå den givne information. Dette er jo selvfølgelig blot én sygeplejerskes holdning.

Sygeplejersken virker til at have en fænomenologisk holdning til sin tilgang til sygepleje. Det  er vigtigt for sygeplejersken vi interviewede at arbejde udfra Benner og Wrubels fænomenologiske tilgang, hvor man ser patienten først og fremmest, og handler udfra det hele menneske og ikke kun ud fra en mekanisk tilgang. (2)

Sygeplejersken udtrykker også, at på trods af, at det er en dagkirurgisk afdeling, er det vigtigt at give patienten en oplevelse af sammenhæng i forløbet, (14) selvom det er et kort forløb. Det skal inkorporeres i deres hverdag, ikke som en skræmmende ting, men som Birthe Bech-Jørgensen siger det, et opbrud, uden at det bliver en separat del af det liv, der ellers leves til hverdag. (13)
     Samtidig understregede sygeplejersken, at kommunikationen mellem de ansatte på afdelingen fungerede optimalt, og at de alle satte sig ind i de enkeltes plejeforløb, således at de ville kunne besvare eventuelle forekomne spørgsmål. Det er kun ved specielle brud, at der henvises til ergoterapi. Afdelingen arbejder tværprofessionelt med fysioterapeuter og ergoterapeuter, og det er ofte også efterfølgende, og gennem genoptræningen at eventuelle spørgsmål besvares. De mere generelle øvelser udfører sygeplejerskerne på afdelingen selv, efter anvisning af ergoterapeuterne. Og for de patienter, som ikke behøver genoptræning, vil al kommunikation herefter foregå ved ambulatorium til kontrolopfølgning. 

Analyse af interview med ergoterapeut

I vores interview med ergoterapeuten fokuserede vi mest på vores problemstilling "Hvordan sikre vi os, at patienterne på dagsafsnittet har forstået den givne information ved udskrivelsen". Ergoterapeuten så det ikke som værende et stort problem, hun understregede blot at travlheden kunne have en indflydelse. Hun mente, at de havde gode ressourcer, såsom pjecer, hvor man ikke kunne mistolke øvelserne. Ergoterapeuten mente dog, at det ville være en god idé at skabe et forum, hvor de ofte stillende spørgsmål og øvelser ville være til at finde.

Ud fra vores interview med ergoterapeuten kunne man se, at hun havde en fænomenologisk tilgang til rehabiliterings forløbet, da hun ser på patienten som en helhed, hvor krop og sjæl er sammenhængende i og med, at hun ikke kun ser på bruddet, men at det er vigtigt, at patientens hverdagsliv hænger sammen. (2, 13)

     Ergoterapeuten gik ind for, at det var vigtigt, at patienten selv kom med idéer til løsningen af rehabiliterings forløbet og på denne måde vil patienten også være mere engageret.

I forhold til Antonovsky's salutogenese er det vigtigt, at patienten føler sammenhæng med livet, trods frakturen. Her er det vigtigt i rehabiliterings forløbet, at ergoterapeuten får patienten til at få en oplevelse af sammenhæng, så  patienten ikke lider af tab af livskvalitet. (14)

     Ergoterapeuten mente, at det tværprofessionelle samarbejde fagpersonerne imellem gik godt. Hun pointerede dog, at de godt kunne tænke sig at have et kontor på selve afdelingen, så de sparede mange spildte gåture, fordi patienten enten var træt, var i bad, eller spiste. Her pointerede hun også, at noget kommunikation let kan gå tabt, da sundhedpersonalet er presset med tiden.